Gennemgang af hotellet.
Skrevet af: Camilla S, Henriette og Simone
Vi ankommer til hotellet og som Simones første kommentar var; ” Dette er ligesom hotellet i Prag”. Dette beskriver hotellet overordnet ret godt.
Når man ankommer til hotellet kl. 02.00 om natten, så håber man at ens værelser spiller, men sådan var det ikke i dette tilfælde eller måske var det bare os.
Hvis man elsker duften af fugt og skimmelsvamp, sådan man bliver nødt til at åbne alle vinduer og døre for at få gennemtræk, så var hotellet noget for jer. Hvis man i samme værelse har fået tildelt våde lagener, sådan man ikke kan mærke om man har svedt som et svin, eller om man har brugt lagenerne som håndklæde, så kan dette værelse bestemt anbefales.
Der var mange ting, hvor tyrkerne var nytænkende i deres hotelindretning.
-
Hvis køleskabet ikke kunne lukke, var der jo bare en lækker aircondition.
-
Hvis døren heller ikke kunne lukkes, kunne man få dejlig gennemtræk i hele værelset.
-
Hvis der var gule indtørret pletter på sengene i drengeværelserne, kunne hotellet få ekstra penge fra os, for det var da dem som havde formået at lave indtørrede pletter.
-
Hvis der på dit værelse var et hul i væggen ind til supermarkedet, var det jo blot en bonus, da man dermed ikke behøver at gå ind for at høre ALT hvad der blev sagt derinde, så man gik bestemt ikke glip af noget, slet ikke når supermarkedet har døgnåbent.
-
Hvis man nu kedede sig lidt når man kom hjem fra byen og ikke tænkte festen skulle slutte, kunne man altid gå ud på toilettet og feste videre med kakerlakkerne.
Så alt i alt, et super lækkert 4-stjernet luksus hotel!